ANKESTYRELSEN

I. Forord og Executive Summary

Denne rapport dokumenterer et systemisk sammenbrud i den institution, der er sat i verden for at beskytte danske borgeres retssikkerhed på socialområdet. Ankestyrelsen — Danmarks øverste administrative klageinstans for sociale sager — har i årtier fejlet i sin kerneopgave. Dokumentationen er overvældende, og konsekvenserne er fatale.

Rapporten bygger på beretninger fra Rigsrevisionen, udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, Ankestyrelsens egen statistik, FN's Handicapkomités gennemgang (august 2024), Advokatrådets landmærkerapport (2020), Justitias statusrapporter, civilsamfundsdokumentation og mediedækning. Samlet tegner kilderne et entydigt billede: systemet beskytter sig selv mere end borgerne.

Rapportens formål er at give højtstående embedsmænd, advokater og dommere et faktuelt og juridisk fundament for at kræve ansvar og gennemgribende reform. Indholdet er forargeligt — og det skal det være, fordi virkeligheden bag tallene er forargelig.

II. Indledning — Ankestyrelsens Rolle og Formål

Ankestyrelsen blev oprettet den 1. juli 1973 under navnet "Den Sociale Ankestyrelse" og fungerer i dag som uafhængig myndighed under Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Med hjemmel i retssikkerhedslovens kapitel 9, §50 ff., er styrelsens raison d'être at sikre borgernes retssikkerhed, når kommuner træffer afgørelser om deres sociale rettigheder. Styrelsen ledes af direktør Malene Rasmussen, har kontorer i København og Aalborg, knap 600 medarbejdere og behandler ca. 50.000 sager årligt.1

Kerneopgaver

Ankestyrelsen varetager fire hovedopgaver: (1) Klagesagsbehandling (ca. 36 % af sagerne), hvor borgere kan påklage kommunale afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet; (2) Kommunalt tilsyn, et legalitetstilsyn med kommuner og regioner, overtaget fra Statsforvaltningen den 1. april 2017; (3) Praksiskoordinering gennem bindende principmeddelelser (34 i 2024) og praksisundersøgelser; samt (4) Nævnssekretariat for bl.a. Ligebehandlingsnævnet, Adoptionsnævnet og Arbejdsmiljøklagenævnet.

De tre største sagsområder — kommunale social- og beskæftigelsessager (36 %), arbejdsskadesager via Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (19 %) og Udbetaling Danmark-sager (15 %) — udgør tilsammen ca. 75 % af den samlede sagsmængde.

Formel uafhængighed — reel magtesløshed

Formelt nyder Ankestyrelsen uafhængighed: ministeren har ingen instruktionsbeføjelse i konkrete sagsafgørelser (armslængdeprincippet), og styrelsens afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Ministeriet kan alene føre "generelt tilsyn med medarbejdernes sagsbehandlingstid og generelle adfærd." Denne konstruktion, der var tænkt som en retssikkerhedsgaranti, har i praksis skabt et tilsynsvakuum, hvor ingen instans systematisk kontrollerer kvaliteten af Ankestyrelsens egne afgørelser.

Det er i dette vakuum, at de systemiske svigt, som denne rapport dokumenterer, har fået lov at vokse og metastasere i årtier.

III. Systemiske Svigt

3.1 Nul sanktioner på otte år — det mest belastende enkeltfund

Da Ankestyrelsen den 1. april 2017 overtog det kommunale tilsyn fra Statsforvaltningen, fik styrelsen rådighed over en vifte af sanktionsmuligheder: vejledende udtalelser, annullation eller suspension af afgørelser, tvangsbøder mod kommunalbestyrelsesmedlemmer, erstatningssøgsmål og endog strafferetlige sanktioner. I de otte år, der er gået, har Ankestyrelsen aldrig anvendt nogen anden sanktion end vejledende udtalelser — den mildest mulige reaktion, der reelt ikke forpligter kommunerne til noget som helst.2

Professor John Klausen fra Aalborg Universitet har ramt hovedet på sømmet: "Kommunerne bliver faktisk belønnet for at begå fejl." Selv når Ankestyrelsen omgør en afgørelse, kan hjælpen ofte ikke gives med tilbagevirkende kraft, og kommunen har i mellemtiden sparet pengene. Der er ingen straf, ingen bøde, ingen konsekvens — kun en vejledende udtalelse, som kommunen kan arkivere og ignorere.

Det er ikke et spørgsmål om manglende hjemmel. Sanktionerne eksisterer i loven. Det er et spørgsmål om manglende vilje. Ankestyrelsens egen forklaring — at lovovertrædelser typisk kategoriseres som "dårlig sagsbehandlingskvalitet" snarere end bevidste beslutninger i kommunalbestyrelsen — er en ansvarsfraskrivelse af dimensioner. Resultatet er et system, hvor det er gratis for kommuner at bryde loven.

3.2 Systematisk afvisning af tilsynssager

Sanktionsfraværet forstærkes af en lige så alarmerende praksis: Ankestyrelsen afviser simpelthen størstedelen af de tilsynssager, den modtager, uden overhovedet at undersøge dem.

Kun 33 % af sagerne blev reelt undersøgt. Af disse førte blot 70 sager — 4,2 % af det samlede antal — til en vejledende udtalelse. De resterende 485 undersøgte sager blev lukket uden nogen form for reaktion. Og tilsynet varetages af blot 4–5 årsværk på hele socialområdet — det svarer til 4–5 medarbejdere til at overvåge legaliteten i alle 98 kommuners socialforvaltning.3

I maj 2025 gennemførte Ankestyrelsen oven i købet en organisationsændring, der reducerede ressourcerne til tilsyn yderligere til fordel for klagesagsbehandling. Denne prioritering — at flytte ressourcer fra forebyggelse til brandslukning — er ikke blot uhensigtsmæssig; den er selvforstærkende. Et svagere tilsyn fører til flere kommunale fejl, der fører til flere klagesager, der fører til endnu mere pres på klagebehandlingen.

3.3 Det cirkulære klagesystem — kafkask limbo

For den enkelte borger er konsekvenserne af systemets dysfunktion ikke abstrakte. De er konkrete, brutale og ofte livsødelæggende.

Når Ankestyrelsen omgør en kommunal afgørelse, sker det i langt de fleste tilfælde ved hjemvisning — sagen sendes tilbage til den selvsamme kommune, der begik fejlen, med besked om at behandle den forfra. I 2024 blev 37,8 % af sagerne hjemvist, op fra 28,8 % i 2023.4 For borgeren betyder det:

• Sagsbehandlingstiden starter forfra
• Borgeren modtager ikke hjælp i mellemtiden
• Den kommune, der traf den forkerte afgørelse, skal nu selv rette sin egen fejl
• Der er ingen garanti for, at kommunen ikke begår præcis den samme fejl igen

Borgere fanges i et kafkask limbo, hvor de kan cirkulere mellem kommune og Ankestyrelse i årevis. Civilsamfundsorganisationen #enmillionstemmer har dokumenteret tilfælde, hvor Ankestyrelsen måtte udtale kritik af kommunens sagsbehandling flere gange uden at det ændrede noget — først efter at familien flyttede til en anden kommune, efter 6–8 års kamp, fik de den lovpligtige hjælp.5

3.4 Tilsynsvakuum — ingen kontrollerer Ankestyrelsen

Det mest paradoksale aspekt af hele konstruktionen er, at ingen mekanisme eksisterer for systematisk ekstern kvalitetskontrol af Ankestyrelsens materielle afgørelser. Styrelsens interne kvalitetsmåling er selvevaluering, gennemført siden 1993.

Borgeren, der ønsker at udfordre Ankestyrelsens afgørelse, har kun én vej: at anlægge retssag ved de almindelige domstole. Det kræver juridisk bistand, økonomiske ressourcer og mental overskud — præcis de ressourcer, som de mest udsatte borgere typisk mangler. Systemet er designet således, at de mennesker, der har mest brug for beskyttelse, er de mennesker, der har mindst mulighed for at opnå den.

3.5 Strukturelle incitamentsproblemer — det cyniske regnestykke

Den fundamentale strukturelle fejl i det danske sociale klagesystem er enkel at beskrive og nedslående at erkende: kommunerne både vurderer OG betaler for sociale ydelser. Denne iboende interessekonflikt gennemsyrer hele systemet.

Regnestykket er brutalt rationelt fra kommunens perspektiv:

1. Kommune giver ulovligt afslag → sparer penge umiddelbart
2. Kun ca. 10 % af borgere klager (de svageste klager slet ikke)
3. Klagebehandlingen tager 26+ uger
4. Værst mulige udfald: hjemvisning — sagen starter forfra
5. Selv ved omgørelse: hjælpen gives ofte ikke med tilbagevirkende kraft
6. Nettoresultat: kommunen sparer penge, borgeren bærer alle omkostninger

Dansk Socialrådgiverforening har dokumenteret dette pres helt ned på sagsbehandlerniveau: hver fjerde socialrådgiver har oplevet pres til at træffe ulovlige afgørelser, og seks ud af ti har følt sig presset til at iværksætte utilstrækkelige indsatser.6 Socialrådgivernes faglighed tilsidesættes systematisk af økonomiske sparekrav.

IV. Statistisk Dokumentation

4.1 Omgørelsesprocenter — et system, der fejler halvdelen af gangene

Tallene taler for sig selv. Når 49 % af alle påklagede afgørelser på børnehandicapområdet omgøres, betyder det, at en familie med et handicappet barn kun kan forvente, at kommunens afgørelse er korrekt lidt over halvdelen af gangene. Det svarer til at slå plat eller krone om sit barns rettigheder.

Udvikling 2023–2024: Forværring over hele linjen

Den kraftige stigning i hjemvisninger — fra 28,8 % til 37,8 % — er juridisk særlig alarmerende. En hjemvisning indikerer, at sagen er så mangelfuldt oplyst, at Ankestyrelsen slet ikke kan vurdere dens korrekthed. Det er et massivt og systematisk brud på officialprincippet — kommunernes grundlæggende undersøgelsespligt efter forvaltningslovens principper.

Advokatrådets rapport fra 2020 dokumenterede allerede en støt stigning: fejlprocenter gik fra 29 % i 2013 til 42 % i 2019.7 Tendensen har altså fortsat uformindsket, og der er intet der tyder på, at den vender.

4.2 Sagsbehandlingstider — en krise, der forværres

I 2024 modtog Ankestyrelsen ca. 10.000 flere sager, end styrelsen kunne behandle inden for sin økonomiske ramme.8 Statsrevisorernes reaktion på, at Ankestyrelsen ændrede sit eget mål fra 13 til 30 uger, var umisforståelig: "Uambitiøst og bekymrende." Mål om 13 ugers sagsbehandlingstid har ikke været opfyldt i over 16 år.

For den borger, der venter på at vide, om hun får den hjælp, hun har krav på — om hendes barn får den nødvendige støtte, om hun kan betale sin husleje — er 27,5 uger ikke et statistisk tal. Det er over et halvt år i uvished, frygt og ofte fysisk eller psykisk forværring.

4.3 Praksisundersøgelsernes fejlprocenter — alarmen, der ignoreres

Lad os dvæle ved det mest groteske tal: 100 % fejlrate for aktivitetsparate borgere i sager om skærpede rådighedssanktioner. Alle 26 sager var forkerte. Hver eneste én. Disse sager handler om de mest udsatte mennesker i det sociale system — mennesker, der allerede er vurderet som havende andre problemer end ledighed. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen kaldte resultaterne "uacceptable".9

4.4 Mørketallet — den usynlige katastrofe

Alle ovenstående tal repræsenterer kun de sager, der faktisk påklages. Og her ligger en af de mest foruroligende indsigter: fejlprocenterne i ikke-påklagede sager er mindst lige så høje.

Professor John Klausen fra Aalborg Universitet har dokumenteret, at klagestatistikken kun viser toppen af isbjerget. Advokatsamfundets landmærkerapport fra 2020 konkluderede direkte: "Der er næsten lige så mange fejl i de sager, der ikke klages over, som i dem, der påklages."10

Barriererne mod at klage er talrige og uoverstigelige for mange: manglende viden om rettigheder, frygt for negative konsekvenser, mangel på energi og mental kapacitet. Rådet for Socialt Udsatte har dokumenteret, at socialt udsatte borgere er otte gange mindre tilbøjelige til at klage over handicapafgørelser end over andre sociale afgørelser.

Advokatsamfundets konklusion (2020): "Man kan ikke tale om reel retssikkerhed i sagsbehandlingen for denne gruppe borgere." Fejlniveauet er "ikke en retsstat værdig."

V. Rigsrevisionens og Ombudsmandens Kritik

5.1 Beretning 16/2018 — sagsbehandlingstider og produktivitet

Rigsrevisionens beretning 16/2018 leverede en sønderlemmende dom over Ankestyrelsens evne til at behandle klagesager rettidigt. Konklusionen var "meget utilfredsstillende" — den hårdeste kategori, Rigsrevisionen anvender. Det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium havde i årevis undladt at sikre acceptable sagsbehandlingstider.11

I 2018 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 21,3 uger, og 3,1 % af sagerne tog over ét år. Da sagen endelig blev afsluttet med en opfølgning i maj 2025, var gennemsnittet steget til 27,5 uger — og Ankestyrelsen havde reageret ved at hæve sit eget mål fra 13 til 30 uger i stedet for at løse problemet. Statsrevisorerne kaldte dette "uambitiøst og bekymrende" og advarede om negative konsekvenser for borgerne.

5.2 Beretning 18/2024 — tilsynssvigt af historiske proportioner

Publiceret i juni 2025 og igangsat efter anmodning fra Folketingets Socialudvalg dokumenterede Rigsrevisionens beretning 18/2024 tre primære systemiske fejl i Ankestyrelsens tilsynsfunktion:

1. Fiktiv kontrol — tilsyn baseret på tillid frem for verificering

Tilsynet baserede sig næsten udelukkende på kommunernes egne redegørelser. Sager blev lukket ud fra en antagelse om, at ulovlig praksis var ophørt — uden bekræftelse. Styrelsen anmodede sjældent om rå data og krydstjekkede ikke kommunernes påstande. Der var ingen systematisk opfølgning. Et tilsyn, der tager den overvågedes ord for gode varer, er ikke tilsyn — det er teater.12

2. Ødelæggende sagsbehandlingstider

Den officielle forventede sagsbehandlingstid for tilsynssager var 8 måneder. Den faktiske gennemsnitlige sagsbehandlingstid var ca. ét helt år, og 10 % af sagerne tog mere end to år. Disse sager handlede om ventelister til botilbud, afslag på praktisk hjælp og tilskud til livsnødvendig pleje — sager, hvor tid bogstaveligt talt kan betyde forskellen mellem liv og død.13

3. Total ansvarsfralæggelse

Lovbrud blev næsten konsekvent kun mødt med "vejledende udtalelser." Rigsrevisionen fandt ingen sondring mellem administrativ inkompetence og systematisk ansvarsunddragelse.

Statsrevisorernes konklusion: "Kommuner og regioner kunne udøve en ulovlig praksis i længere tid, hvilket kan have store konsekvenser for den enkelte borgers liv og retssikkerhed."

Et yderligere fund fortjener opmærksomhed: Ankestyrelsen har aldrig siden 2006 gennemført praksisundersøgelser af, om kommuner foretager personrettet tilsyn med det enkelte anbragte barn — Rigsrevisionen kaldte dette "utilfredsstillende."

5.3 Ombudsmandens kritikpunkter — et mønster af fejl

Folketingets Ombudsmand har ved gentagne lejligheder rettet specifik kritik mod Ankestyrelsen. Kritikken tegner et mønster af en institution, der systematisk svigter grundlæggende forvaltningsretlige principper:

• Begrænsning af klageadgang uden lovhjemmel: Ombudsmanden konkluderede, at Ankestyrelsens fortolkning af klageadgangen manglede hjemmel i loven, og at borgere med klageret har ret til at få behandlet alle aspekter af deres sag.14
• Brud på officialprincippet (2016): I en konkret sag fandt Ombudsmanden det kritisabelt, at Ankestyrelsen afviste en klage på grund af usikkerhed om egen kompetence. Styrelsen havde ikke overholdt officialprincippet (undersøgelsespligten) og videresendelsespligten, og den mangelfulde sagsoplysning bidrog til markant forlænget sagsbehandlingstid.15
• Manglende inddragelse af nye oplysninger (2015): Ankestyrelsen har selv anerkendt, at Ombudsmanden har sået tvivl om, hvorvidt styrelsen i tilstrækkelig grad opfylder forvaltningsretlige principper om nye oplysninger i klagesager.16
• Forkert klagevejledning (2020): Ca. 71.000 afgørelser indeholdt forkert klagevejledning — en massefejl, der potentielt berøvede tusindvis af borgere muligheden for at udøve deres klageret.
• EU-retlig uforenelighed (2021): Langsom reaktion på EU-retlig uforenelighed i pensionssager, der potentielt berørte over 3.600 sager.
• Uberettiget afvisning (2023): Afvisning af en hjemløs borgers klage — netop den type borger, systemet burde beskytte mest.

I 1986 — for 40 år siden — kritiserede Ombudsmanden allerede standardafvisninger fra det daværende sociale ankenævn som "vildledende." At lignende kritikpunkter stadig er aktuelle i 2025, vidner om en institution, der er resistent over for forandring.17

VI. Konkrete Sager med Fatale Konsekvenser

Bag statistikkens kolde tal befinder sig mennesker af kød og blod. Mennesker, der har appelleret til det system, der var sat i verden for at beskytte dem — og som er blevet svigtet med fatale konsekvenser.

6.1 Dødsfald som direkte konsekvens af systemsvigt

Disse er ikke anonyme statistiske enheder. De er mennesker, hvis navne vi kender, og hvis død var forudsigelig og forebyggelig. Spørgsmålet er ikke, om systemet svigter. Spørgsmålet er, hvem der bærer ansvaret.

6.2 Helsingør Kommune — et casestudie i systemisk svigt

Helsingør Kommune illustrerer koncentreret, hvad der sker, når en kommune systematisk fejler, og tilsynet systematisk svigter. I 2017 havde kommunen en omgørelsesprocent på børnehandicapområdet på 64 % — 12 procentpoint over landsgennemsnittet. LEV Helsingørs formand Jakob Svendsen kaldte det "et systematisk problem."18

Sagen om "Garage-barnet"

Helsingør Kommune undlod at rykke ud og undersøge et konkret tip fra en borger om et potentielt hemmeligholdt, syvende barn hos et forældrepar, der allerede havde fået seks børn tvangsfjernet på grund af massivt omsorgssvigt. Kommunens forsvar: De havde anmodet Ankestyrelsen om en vurdering og tolket svaret som at de manglede "lovhjemmel" til at efterforske uden samtykke.

Det ca. fireårige barn blev først fundet langt senere under en tilfældig politiransagning i en anden anledning. Barnet befandt sig i ekstremt dårlig fysisk og psykisk forfatning.

Ankestyrelsens ankechef udtalte efterfølgende, at kommunen groft havde "fejltolket" både svaret og den generelle tilsynspligt: "Hvis man tror, at der er et barn, der på en eller anden måde lider overlast, så skal man agere." Men sagen illustrerer et dybere problem: Ankestyrelsens kommunikation er formuleret så generisk og akademisk, at det giver anledning til fatal fortolkningstvivl — og kommuner kan "gemme sig" bag teoretiske juridiske fortolkninger for at undgå at handle.

Yderligere tilsynssager mod Helsingør Kommune

• Tandregulering for børn: Kommunens praksis for beregning af tilskud var i strid med sundhedsloven.
• Madservice på plejehjem: Abonnementsordning uden lovhjemmel — Ældre Sagen vandt efter fem års klageproces.
• Særlige dagtilbud: Ankestyrelsen fandt manglende overholdelse af forsyningspligten.
• Handicaptilgængelighed i Borgerservice: Ombudsmandens tilsynsbesøg afdækkede for små handicapparkeringspladser og ulovligt indrettede handicaptoiletter, hvor kørestolsbrugere ikke kunne lukke døren.

6.3 Langeland-sagen — da tilsynet faciliterede lovbrud

I februar 2026 afdækkede medierne, at Ankestyrelsen havde undladt at handle i sagen om børnesager i Langeland Kommune, trods at styrelsen havde beviser for, at kommunen ignorerede et påbud om at gennemgå ca. 300 sager. Eksperter rettede en "benhård kritik" mod Ankestyrelsen og anklagede styrelsen for reelt at facilitere lovbrud ved ikke at følge op på sine egne direktiver. En ekspert udtalte, at situationen var "fuldstændig vanvittig."19

Sagen førte til, at indenrigsminister Sophie Løhde erkendte, at det nuværende system svigter, og i Folketinget blev der rejst krav om en forvaltningsdomstol som supplement eller erstatning for Ankestyrelsen.

6.4 Børnesager og handicapsager — systematisk svigt af de mest sårbare

Ankestyrelsen har selv identificeret systematiske fejl i alvorlige børnesager: manglende overblik, hyppige sagsbehandlerskift, utilstrækkelig opfølgning på underretninger og manglende iværksættelse af relevante undersøgelser.20

På handicapområdet er fejlraten endemisk. I 2023 behandlede Ankestyrelsen 1.212 sager om tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer børn med handicap — omgørelsesprocenten var 48,3 %. En praksisundersøgelse af 42 tilfældigt udvalgte sager viste, at kun 15 var behandlet korrekt. Nogle kommuner har endog indført ulovlige kvalitetsstandarder, eksempelvis ved at begrænse retten til tabt arbejdsfortjeneste under ferielukning i børnehaven.21

Medierne har beskrevet, hvordan familier i Tårnby og Egedal kommuner er blevet "knust af systemet", hvor forældre er endt i psykiatrisk behandling som følge af en umenneskelig kamp mod kommunale familieafdelinger. Den hjælp, børn og unge med handicap modtager, er vilkårlig og afhængig af bopælskommune og familiens evne til at kæmpe for deres ret.22

VII. International Kritik

FN's Handicapkomité — august 2024: Danmark bevæger sig baglæns

I august 2024 gennemførte FN's Handicapkomité sin første gennemgang af Danmark i et årti. Konklusionen var ødelæggende: Danmark bevæger sig baglæns på handicaprettigheder. Komitéen opfordrede til en "comprehensive review of existing legislation."23

Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, opsummerede: "Despite being one of the world's richest welfare states, Denmark is moving backwards on several disability rights."

Komitéens centrale kritikpunkter omfattede:

• Øget institutionalisering: Danmark bygger nye store institutioner i stedet for at bevæge sig mod inklusion — i strid med tidligere FN-anbefalinger.
• Udvidet brug af tvang: Stor bekymring over udbredt og stigende brug af magtanvendelse, tvangsbehandling og fiksering i socialpsykiatrien og på botilbud.
• Mangelfuldt tilsyn: Tilsynet med brugen af tvang vurderet som utilstrækkeligt og ineffektivt.
• Geografisk ulighed: Markante forskelle i den støtte, borgere modtager, afhængig af bopælskommune.

Civilsamfundsorganisationer påpegede direkte over for FN, at "presset kommuneøkonomi" har bidraget til de meget høje omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen. I en konkret sag, fremhævet under gennemgangen, havde Ankestyrelsen ikke taget højde for manglende lægefagligt grundlag i en afgørelse, hvor en borgers støtte blev inddraget — selvom borgerens læge, psykiater og behandlingssted tilbød at fremskaffe dokumentation.24

Internationalt perspektiv — Danmark som undtagelsen

Danmark er det eneste EU-land uden forvaltningsdomstole (sammen med Norge uden for EU). Kontrasten til nabolandene er slående:

Trods sammenlignelige befolkningsstørrelser behandler det svenske system 176 gange flere sager. Forskellen er ikke udtryk for, at danske borgere har færre klager — den er udtryk for, at danske borgere har færre muligheder.

VIII. Juridiske Argumenter

8.1 Brud på officialprincippet

Officialprincippet — forvaltningsmyndighedens pligt til at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse — er en af forvaltningsrettens mest grundlæggende garantier. De dokumenterede omgørelsesprocenter udgør et massivt og systematisk brud på dette princip.

Når 37,8 % af sagerne hjemvises i 2024 (op fra 28,8 % i 2023), skyldes det netop, at sagsoplysningen er så mangelfuld, at Ankestyrelsen slet ikke kan realitetsbehandle sagen. Ombudsmanden har specifikt kritiseret Ankestyrelsens egen overholdelse af officialprincippet i konkrete sager — herunder en sag fra 2016, hvor styrelsen afviste en klage på grund af usikkerhed om egen kompetence frem for at undersøge sagen grundigt.25

8.2 Erstatningsansvar for tilsynssvigt

Det offentligretlige erstatningsansvar for tilsynssvigt er en reel juridisk mulighed. Grundlaget er culpareglen: det offentlige kan drages til ansvar for fejl eller forsømmelse, der resulterer i tab eller personskade. Grov passivitet og manglende indgriben er omfattet.

Borgere kan principielt anlægge civilt erstatningssøgsmål mod staten, hvis Ankestyrelsen konsekvent tillader en kommune at fortsætte ulovligheder, og dette medfører varige helbredsskader. Bevisbyrden — at borgeren skal bevise årsagssammenhæng (kausalitet og adækvans) — er imidlertid en enormt tung og dyr juridisk kamp. Ankestyrelsen stod over for ca. 1.600 retssager i 2021, hvilket indikerer, at borgere i stigende grad tager denne vej.26

8.3 Embedsmandsansvar og strafferetlige muligheder

To lovkomplekser er relevante:

• Tjenestemandslovens §§12 og 28: Giver hjemmel til disciplinærforfølgning fra irettesættelse og bøde til omplacering og afskedigelse.
• Straffelovens kapitel 16: Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv — magtmisbrug, pligtforsømmelse, tilsidesættelse af embedspligter.

Straffelovens bestemmelser er særlig relevante, hvis forvaltningschefer kan dokumenteres at have udstedt interne instrukser om systematisk at tilbageholde lovpligtig hjælp af økonomiske hensyn. De 100 % fejlrate for aktivitetsparate borgere og de systematiske ulovlige kvalitetsstandarder i visse kommuner rejser alvorlige spørgsmål om, hvorvidt der er tale om bevidst, instrueret adfærd.

8.4 Mulighed for undersøgelseskommission — vejen til "the smoking gun"

Lov om undersøgelseskommissioner giver det mest magtfulde instrument til at afdække systemiske svigt. En undersøgelseskommission, typisk ledet af en landsdommer, har kompetence til at:

• Indkalde vidner — herunder ministre og embedsmænd — under strafansvar
• Kræve ethvert dokument udleveret (§9: enhver har pligt til at udlevere alt materiale)
• Bryde totalt undtagelsen for interne arbejdsdokumenter (offentlighedslovens §23, forvaltningslovens §12)

Rigsrevisoren har efter rigsrevisorlovens §12 endnu bredere adgang: alle oplysninger og dokumenter fra enhver offentlig myndighed uden begrænsning, herunder følsomme personoplysninger, helbredsoplysninger og CPR-numre. Ingen undtagelser for tavshedspligt gælder.27

Hvad ville man lede efter

En undersøgelseskommission eller Rigsrevisionens udvidede undersøgelse ville fokusere på at finde dokumentation for, at Ankestyrelsens ledelse har haft intern viden om systematiske og bevidste lovbrud i specifikke kommuner, men eksternt har valgt at nedtone kritikken. Konkret ville man søge efter:

• Interne e-mails mellem Ankestyrelsens chefer
• Uformelle chat-beskeder og intern kommunikation med topembedsmænd i Social- og Boligministeriet
• Overstregede udkast til afgørelser og referater fra sagsbehandlermøder
• Notater, der viser neddroslning af kontrol af ressourcehensyn eller for at "skåne" kommuner

IX. Konklusion og Anbefalinger

Den overordnede konklusion

Systemet beskytter sig selv mere end borgerne. Den fundamentale strukturelle fejl er, at kommunerne både vurderer og betaler for sociale ydelser, og at Ankestyrelsen hverken har viljen eller værktøjerne til at holde dem ansvarlige. Tilsynet er de facto et "værdiløst figenblad" — en skrivebordsøvelse blottet for reel effekt.

Denne rapport har dokumenteret, at Ankestyrelsen svigter på begge sine kerneopgaver: som klageinstans, der skal sikre borgernes retssikkerhed i enkeltsager inden for rimelig tid, og som tilsynsmyndighed, der skal forebygge og reagere på systematiske lovbrud i kommunerne. Svigtet er ikke episodisk — det er strukturelt, vedvarende og i forværring.

Justitias statusrapport fra 2025 opsummerer tilstanden: "Retssikkerheden for de mest udsatte borgere er fortsat utilstrækkelig."

Anbefalinger — krav om ansvar og reform

A. Umiddelbare tiltag

1. Nedsættelse af en uafhængig undersøgelseskommission til at undersøge Ankestyrelsens tilsynspraksis og manglende sanktionsanvendelse i perioden 2017–2025, med fokus på ansvarsplacering.
2. Fuld implementering af den politiske aftale af 6. februar 2026 med direkte juridiske påbud, økonomiske tvangsbøder (dagbøder) og krav om evidens og opfølgning — den aftalte ikrafttrædelse i 2027 bør fremskyndes.
3. Opsættende virkning under klagebehandling: Ydelsesreduktioner skal suspenderes, mens borgeren afventer Ankestyrelsens afgørelse.

B. Strukturelle reformer

4. Etablering af forvaltningsdomstole i Danmark — med beslutningsforslag B43 som udgangspunkt. Danmark kan ikke forblive det eneste EU-land uden denne grundlæggende retssikkerhedsgaranti. Forslaget havde 88 mandaters flertal i Folketinget og skal genfremsættes.
5. Oprettelse af en retssikkerhedsfond: Kommuner skal indbetale det beløb, de har sparet ved ulovlige afgørelser — et forslag med opbakning fra Advokatrådet, Enhedslisten, LEV og #enmillionstemmer.
6. Obligatoriske borgerrådgivere i alle 98 kommuner med egendriftbeføjelse.
7. Lovpligtige sagsbehandlingsfrister med reelle konsekvenser ved overskridelse.

C. Tilsynsreform

8. Massiv ressourcetilførsel til tilsynsfunktionen: 4–5 årsværk til at overvåge 98 kommuners socialforvaltning er en absurditet, der skal adresseres omgående.
9. Praksisundersøgelser af ikke-påklagede sager med pligt til at omgøre konstaterede fejl — fordi mørketallet indikerer, at fejlprocenterne i ikke-påklagede sager er mindst lige så høje.
10. Uafhængig verificering: Tilsynet skal baseres på stikprøvekontrol og uafhængig dokumentation — ikke kommunernes egne udlægninger.

D. Juridisk ansvarliggørelse

11. Anvendelse af de eksisterende sanktionsmuligheder — annullation, tvangsbøder, erstatningssøgsmål — som Ankestyrelsen allerede har hjemmel til men aldrig har brugt.
12. Undersøgelse af embedsmandsansvar i kommuner med dokumenteret, vedvarende ulovlig praksis — herunder mulighed for disciplinære og strafferetlige sanktioner efter tjenestemandslovens §§12 og 28 og straffelovens kapitel 16.

X. Kilder og Dokumentation